Ny præst

Af sognepræst Freja Boe-Hansen

Den 15. august 2015 tiltrådte Freja-Boe-Hansen embedet som Lynge-Broby Sognes nye præst. Menighedsrådene byder Freja velkommen, og vi glæder os,- og ser frem til et godt og konstruktivt samarbejde. Men vi lader Freja selv præsenterer sig her:

I de sidste dage af juni, da syrenerne stadig blomstrede, blev jeg ringet op af formand for Lynge menighedsråd, Annette Fischer, der kunne fortælle, at menighedsrådene énstemmigt havde peget på mig som den nye sognepræst i Lynge og Vester Broby kirker. Det er jeg utroligt glad for!

Jeg hedder Freja Boe-Hansen. Jeg er 31 år og gift med Morten, der er en stor cykelnørd og trafikal projektleder i Roskilde Kommunes Teknik og Miljøforvaltning. Udover Morten og jeg tæller vores rødhårede familie også vores to piger, Wilma (5 år) og Sonja (1½  år). Vi bor på Frederiksberg i København, men vi er på jagt efter et hus og håber snart at kunne flytte til det rigtige Frederiksberg her ved Sorø – og rykke tættere på naturen, lokalsamfundet og kirkerne.

Jeg er født og opvokset nær Assens på Vestfyn – og det var også i det fynske, at  jeg som nyuddannet i 2012 trådte mine første præsteskridt i et års vikariat i Bellinge og Brændekilde kirker sydvest for Odense. Sognene dér minder meget om Lynge og Vester Broby – et stort forstadssogn og et lille landsogn. Jeg boede også dengang i København og pendlede den lange vej med toget. Derfor var det skønt, da jeg i 2013 fik embedet som sognepræst ved Vanløse kirke i København. En bykirke med et højt aktivitetsniveau og flere hundrede mennesker igennem kirken hver uge. Det har været spændende og lærerigt at være bypræst, men jeg har savnet nærheden i at være sognepræst på landet.

Det lå ikke i kortene, at jeg skulle blive præst. Mit barndomshjem var ikke specielt kirkeligt orienteret, men medmenneskeligt engagement og glæden ved at høre og fortælle livshistorier er kommet ind med modermælken – og netop livsglæden og det medmenneskelige engagementet er for mig dét, der er drivkraften i kristendommen – og præstegerningen.

Når et menighedsråd peger på en præst, siger man, at de kalder en præst. At kalde er noget andet end at vælge. For i udtrykket at kalde ligger en nærhed og et ansvar. Man kalder på dem, man gerne vil noget sammen med. Jeg glæder mig til at skulle være kirke sammen med jer – både kolleger, menighedsråd og store og små sognebørn – og jeg håber, I hver især vil kalde på mig, både når I gerne vil have besøg i glæde eller i sorg, eller når vi sammen skal fejre gudstjenester, sejle med konfirmanderne i kano over Tystrup Sø, synge højskolesange til sognecafeen eller mødes og sammen sætte ord på livet og troen.