Præstegården
og lidt historie
Over for kirken ligger den
gamle, fredede præstegård, som er opført i 1742, hvilket
stadig kan ses over indgangsdøren. Her er også anført
det præstepar, som lod bygningen opføre: Fridericus Quist og
Sophia Westermann. Oprindelig var præstegården firlænget,
men nu står foruden hovedbygningen kun den ene, fredede længe tilbage.
Det er en offentlig bygning, som administreres og vedligeholdes af menighedsrådet.
Bagtil mod syd ligger en stor, parklignende have, og der hører
stadig en tønde land til præstegården. I optegnelser
fra 1843 hedder det i en opgørelse, at der hørte 58 3/4 tdr. land
til. Disse jorder er i forrige og dette århundrede udstykket, og de havde
fra gammel tid forskellige navne: Lillehøj agre og Skredshøj agre.
Helt tilbage til år 1570, da der efter reformationen udlagdes præstegårdsjorder,
kendes betegnelsen »Krummekier«. På den tid dannedes også
de nuværende to sogne.
Af den række af præster, der har været i Lynge kan eksempelvis
nævnes: Andreas Skytte, Chr. Olsen, Johannes Ferdinand Fenger.
Salmedigteren B.S. Ingemann var en god ven af familien J. F. Fenger. I
præstegården skrev Ingemann "Julen har bragt velsignet
bud" (1840). Det er fra den begivenhed, at en stue i præstegården
benævnes "Ingemanns stue".
