Johannes L. Bundgaard, sognepræst, Lyngevej 8, 4180 Sorø.

I anledning af debatten om, hvorvidt muslimer og kristne har forskellig Gud,

fremsættes hermed nogle synspunkter.

For islam har en religion, der virkeligt gælder og tæller, bøger. Ifølge koranen drejer det sig først og fremmest og mest tydeligt udviklet om Det gamle Testamente, der indeholder toraen (loven) og profeterne, og om det nye Testamente, der indeholder evangeliet, formidlet og bragt ved profeten Jesus. Det er ”bogens folk”, der ejer dem, og som har fået vejledning fra Allah gennem dem. I koranen nævnes jødedommens og kristendommens skrifter ikke sammenfattende, som vi gør det, som Det nye og Det gamle Testamente. Men deres personer, særligt profeterne, nævnes, og hvordan det gik deres vejledning.

Da turen så at sige var kommer til Muhammed at få profetværdigheden, måtte profetbudskabet som for andre profeters vedkommende formidles fra oven. Da Muhammed fik formidlet åbenbaring, så han englen Gabriel. Det er englen Gabriel,

der som en trofast ånd har indgivet koranens åbenbaring i Muhammeds hjerte på tydeligt arabisk sprog, hedder det ( sura 53, 5-18 og 26, 193-195).

Gabriel er åbenbaringens engel. Den, der da i Gabriel ser en fjende, rammes af Allahs vrede på grund af sin vantro (sura 2, 97-98). De derimod, der vender om til Allah, får Gabriel som beskytter og hjælper (sura 66, 4).

Når de troende vil i forbindelse med denne åbenbaring, formidlet af Gabriel, reciteres der fra koranen, og denne koranrecitation er det nærmeste, en muslim kommer et sakramente, en hellig og nådesformidlende handling.

At der kan tales om nådesformidling har sin grund i, at Allah viser sin nåde og barmhjertighed i selve dette, at han meddeler sig til mennesker. Nådens særlige sprog er arabisk.

Overfor dette kan man fremhæve, at den engleformidlede åbenbaring til Muhammed så at sige foregår inde i hans hoved, og der er ingen vidner. Ingen kan for så vidt sige, om Muhammeds åbenbaring kun er han egen spekulation. Den er så at sige blevet et metafysisk dokument i form af koranen og byder på grobund for fundamentalisme.

Anderledes forholder det sig med den kristne åbenbaring. Her fremtræder Gud ikke

”nøgen”, men har legemliggjort sig selv og har iført sig menneskelig skikkelse i Jesus Kristus. Det er i hans historie, gennem hans menneskelige røst og gennem sakramenterne dåben og nadveren, Gud særligt har åbenbaret sig, og til denne åbenbaring er der vidner.

I islamkritisk netværk drøftes det, om kristendom og islam har en forskellig Gud.

Det har vakt voldsomt postyr.

Gud har i hvert fald åbenbaret sig forskelligt, og for et kristenmenneske må det være nærliggende og legitimt at hævde, at Muhammeds åbenbaring af Gud er falsk og ubevidnet.

Koranen er tilmed en engleåbenbaring, og den er ikke evangelisk. Om en sådan åbenbaring har Paulus ikke gode ord at sige i brevet til galaterne (1, 8). For pænhedens skyld, som betyder så meget i ”debatten”, skal jeg undlade at citere ordene.

Det er for galt, hvis kristne mennesker på grund af indvandringen af muslimer ikke har lov til at fremhæve, at der er tale om forskel i tro. Det er tvært imod væsentligt at fremhæve, at der er forskel på religionerne og mange af deres følger og frugter.

Nogle koger nemlig det hele sammen. Tillige er det sådan, at nogle konverterer fra kristendommen til islam ( hvad jeg har erfaring for).